Bydelsplan 2021

Vanløse Lokaludvalg har udarbejdet en Bydelsplan for 2021. Vi er stolte over at kunne præsentere denne bydelsplan, der er en introduktion til og opsamling på 9 væsentlige bydelsprojekter, som lokaludvalget har arbejdet med de seneste år.

Det er lokaludvalgets ønske, at bydelsplanen skal bidrage til debat og udvikling, der fastholder Vanløse som en mangfoldig, balanceret og attraktiv bydel at leve og bo i.

I 2021 bor der lidt over 40.000 borgere i Vanløse, og bydelen strækker sig fra Krogebjergparken og Damhusengen i vest til Bellahøj Svømmestadion og Grøndal i øst. Vanløse er ikke en lille bydel, og derfor har lokaludvalget forsat fokus på at styrke en samlet bydelsidentitet, og at lokaludvalget repræsenterer hele Vanløse.

De 9 projekter i Bydelsplanen er:

  • Udvikling af bymidten
  • Trafik i bydelen
  • Udvikling af Helga Larsens Plads
  • Natur- og Miljøstation ved Damhussøen
  • Idrætsudvikling i Grøndal og Bellahøj
  • Udvikling af Multifunktionspladsen
  • Unge- og Tryghedsnetværk
  • Udvikling af Kulturstationen Vanløse
  • Demensvenligt Vanløse

En bydelsplan er både et visionspapir for lokaludvalget, en anledning til at få vanløseborgere til at tage aktiv stilling til vores bydel – og et lokalt inspirationskatalog og indblik til Borgerrepræsentationen på Rådhuset, hvor de kan se, hvilke lokale udfordringer og potentialer, der er i Vanløse.

Alle de præsenterede projekter i denne bydelsplan er funderet og bygget op omkring inddragelse af borgere og lokale samarbejdspartnere, som vi skylder en stor tak for deres inspirerende engagement og vilje til at gøre Vanløse til en endnu bedre bydel at bo og leve i.

En stor tak skal der også lyde til de mange lokaludvalgsmedlemmer, suppleanter og frivillige, der har taget initiativ og brugt mange frivillige timer på at gøre denne bydelsplan og dens projekter til virkelighed.

Du kan finde vores Bydelsplan 2021 nederst på siden

Vanløse Lokaludvalgs Bydelsplan 2021