www.kk.dk Kontakt Udskriv Sitemap
Brobyggerne besøger Vanløse
UDGIVET sep 2018 27

Hvad har konflikter over nabostøj, tonen på Facebook og fred i verden med hinanden at gøre?

Vanløse Saloner inviterer den 22. oktober til en samtale om konfliktløsning i det store og det små med brobyggerne Özlem Cekic (tidligere MF, tidligere SF) og Bent Melchior (tidligere overrabiner). De har begge i flere år bygget bro mellem befolkningsgrupper med det formål at forebygge had og for at fremme den demokratiske samtale. I 2016 modtog de Grundtvigprisen til deling, fordi ”de ud fra hver deres ståsted med tydelige stemmer engageret og vedholdende bidrager til samfundsdebatten ved at indgå i dialog og i et forsvar for medmenneskelighed”, som det står skrevet i begrundelsen.

Når brobyggerne besøger Vanløse i oktober, inviteres der til en samtale om brobygning både på tværs af befolkningsgrupper og i mere lokale sammenhænge. Hvordan håndteres sure opstød på Facebook, hvad gør vi ved ufred på villavejen, eller hvordan forbedres utrygge byrum i bydelen med konkrete initiativer, der skaber grundlag for dialog og forståelse. Med et glimt i øjet og med afsæt i personlige og professionelle erfaringer som brobyggere, indleder Özlem og Bent en samtale, der vil få publikum til at reflektere over brobygning både globalt og lokalt.

Arrangementet er gratis for alle.

Vanløse Saloner med brobyggerne finder sted i Café Oasen på Kulturstationen den 22. oktober kl. 19-21. Arrangementet begynder med et par stemningsfyldte melodier med pianisten Per Damsgaard, hvorefter Özlem Cekic og Bent Melchior indleder en samtale med publikum om brobygning. Inden arrangementet er det muligt købe et måltid mad i caféen, som kan forudbestilles ved at skrive til info@oasen2720.dk.

Om Vanløse Saloner
Vanløse Saloner er et samarbejdsprojekt mellem Vanløse Lokaludvalg, Café Oasen og Kulturstationen Vanløse. Salonerne er levende forum, hvor vanløseborgere med forskellige holdninger og videngrundlag kan gå i dialog med hinanden og sammen blive klogere ved hjælp af hinanden og på hinanden.